Om mig
Mit navn er Elli Krog Foldager, jeg er 60 år, gift med Claus og mor til Matias på 25. Jeg er vokset op på Mors, har uddannet mig både i København og Aarhus og bor nu i Fredericia, omkranset af blåt hav, hvor det er godt at bade hele året rundt og grønne volde, hvor det er godt at gå ture og finde ro og ny energi.
Jeg har i 26 år været præst i folkekirken, hvor jeg bla. som sygehuspræst har haft mange fortrolige samtaler med mennesker i alle aldre, der stod i svære og livsændrende situationer – og det er ikke mindst i mødet med dem, jeg har oplevet præstelivet give størst mening.
Den åbenhed og forbundethed, der kan opstå i et fortroligt rum sammen med mennesker, der oplever, at livet gør ondt eller er ramt af tvivl på sig selv og på fremtiden og måske har brug for at gå nye veje, den inspirer mig til at gå vejen sammen med vedkommende og støtte ham eller hende i at finde ind til de værdier, der betyder allermest og træffe de valg, der kan hjælpe mennesker til at leve det liv, de gerne vil leve.
I 2018 år siden oplevede jeg på egen krop at blive ramt af en arbejdsrelateret belastningsreaktion. Det fik mine øjne op for, at jeg havde brug for at tage ikke bare mit arbejdsliv, men også mine ønsker for fremtiden op til grundig overvejelse; Hvad skulle der til, for at det kunne blive rigtig godt at være mig? Jeg vidste, at samtalen med det andet menneske om livet og måden at være til på fortsat skulle være i fokus, og den erkendelse inspirerede mig til at tage uddannelsen til eksistentiel psykoterapeut.
Bla. fordi eksistentiel psykoterapi har et værdifuldt menneskesyn, som jeg deler, hvor vi ser den enkelte som et frit og unikt menneske med et potentiale til at skabe et meningsfuldt liv – og at vi mennesker samtidigt lever livet i indbyrdes forbundethed og er her på jorden for at bidrage til fællesskabet.
Nu arbejder jeg som præstevikar, er 4. års psykoterapistuderende, bor i eget hus med separat samtalerum og er klar til samtaler med dig
Det gode liv er en proces, ikke en tilstand. Det er en retning, ikke et mål.
Carl Rogers